Ole Condrup Photography » Blog

Guide: Valg af objektiver

Jeg møder tit og ofte spørgsmål omkring valg af fotoudstyr, hvad skal man vælge, hvad bruger man i forskellige situationer o.s.v. Et af de vigtigste områder er valg af ens objektiver (læs: objektiver, ikke linser – linse er en del af selve objektivet). :)

Jeg vil ikke komme ind på valg af kamera i denne artikel, da valget af kameraet faktisk er sekundært (ja, du læste rigtigt!). Det er objektiverne som giver dig de kreative muligheder, skarpere billeder osv.. Dog skal det nævnes, at det er vigtigt at man ved og forstår hvilken type spejlreflekskamera man har købt. Er det et fullframe format (FX) eller er det et cropsensor format (DX). Har du et fullframe kamera, så er 50mm = 50mm. Men har du et cropsensor kamera, så skal du gange din brændvidde på objektivet med cropfaktoren (eller forlængelsesfaktoren), for at få det som svarer til fullframe. (Ved Nikon ganger man med 1.5x og Canon 1.6x).
Det betyder i praksis, at et 85mm objektiv på DX (cropped) sensor vil svare til et udsnit på 127.5mm på FX (fullframe) sensor. Nikons objektiver er delt op i henholdsvis DX og FX, nogle FX objektiver kaldes ikke FX, men så så længe de ikke hedder DX, er de lavet til FX. Både FX og DX glas passer på alle kameraer, uanset sensortype. Hos Canon er det anderledes, her er objektiver beregnet til cropsensor kaldet EF-S, hvor EF er til fullframe. Bemærk! EF-S objektiver må aldrig monteres på et fullframe kamera fra Canon, da disse objektiver stikker dybere ind i kamerahuset og dermed kan risikere at beskadige spejlet. Med disse “tekniske” forklaringer af vejen, så lad os komme i gang..:

De fleste vil som oftest bruge følgende fremgangsmåde når de skal vælge objektiver:

  1. Pris / Budget.
  2. Zoom / Prime (Prime= Fast brændvidde, eks. 50mm).
  3. Størst mulige blænde. (F.eks f/1.4 = stort hul = meget lys ind)

Det er også fint, men – jeg vil faktisk anbefale at gøre det sådan her:

  • Spørg dig selv, hvad skal/vil jeg fotografere? (Portræt, landskab, sport, makro, osv..)

Herefter kan man dele det op på denne måde:

  • Zoom/Prime?
  • Pris/Budget
  • Vægt/Fylde

Det er meget vigtigt at man forstår ens fotografering. Hvad vil man med den,  hvor vil man hen med den og hvilken stil ønsker man i sine billeder. Det kan ikke hjælpe at vælge et objektiv som f.eks 55-200mm f/4-5.6G ED AF-S DX NIKKOR som har største blænde f/5.6 ved 200mm, hvis man skal fotografere den lokale håndboldklub i en sportshal – et sådan objektiv vil sætte nogle begrænsninger for hvor meget lys der slippes igennem det samt have en langsommere AF hastighed (AF=Auto Fokus) end eksempelvis et 70-200mm f/2.8G ED VR Ⅱ AF-S FX NIKKOR, hvor den største blænde er f/2.8 og AF hastigheden er vanvittig hurtig. Det betyder selvfølgeligt også, at prisen stiger til 10 gange så meget, så det skal man have med i sine overvejelser.
Det samme gør sig gældende hvis man vil fotografere guldsmede og andre insekter, så vil man hurtigt opleve at 60mm f/2.8G ED AF-S Micro NIKKOR bliver for kort. Derfor er det så vigtigt, at man lige sætter sig ned og spørger sig selv – hvad vil jeg med min fotografering – og hvad skal jeg fotografere. Når man har nogenlunde styr på de ting, så bliver valget af glas (objektiver) meget nemmere fremadrettet. Det er også vigtigt at forstå, at hvis man skal bestige Preikestolen i Norge, så er vægten af stor betydning. Sidst jeg var deroppe, valgte jeg faktisk at tage en mindre zoom (70-300mm) med i stedet for en 70-200mm f/2.8 zoom, netop på grund af den ekstra vægt. Det er hele tiden en opvejning for og imod, med altid med budgettet for øje.

Nu kan jeg ikke sidde og skrive samtlige scenarier op, men lad os tage udgangspunkt i at du gerne vil fotografere mennesker. Nu kan man jo fotografere mennesker med alle typer objektiver, forskellen er bare, at resultatet bliver meget forskelligt. De fleste starter med et såkaldt “kit-objektiv”, det er det objektiv som typisk følger med når man køber et nyt spejlreflekskamera, deraf navnet kit (sæt). Det er næsten altid et 18-55mm f/3.5-5.6GII AF-S DX NIKKOR. Sådan et objektiv er ikke specielt skarpt ved fuld blændeåbning som f.eks et 85 mm f/1.8G AF-S NIKKOR. Det som gør den store forskel er  hvor meget man kan sløre baggrunden også kaldet bokeh’en (Bokeh = Baggrundssløring og kvaliteten af den). På det nævnte 18-55mm objektiv kan vi se på specifikationerne,  at største mulige blændeåbning er f/3.5 ved 18mm og f/5.6 ved 55mm. Ser man på 85mm f/1.8 objektivet, ja så kan man hurtigt regne ud, at den øgede brændvidde (mm) på 85mm og en maks blændeåbning på f/1.8 giver mulighed for at “blæse” baggrunden helt ud af fokus. Derfor vil man oftest vælge et 85mm objektiv til portrætter og 18-55mm objektiv til mere almindelige typer fotograferinger, ex. landskaber, feriebilleder, fest m.v. (Bemærk, at det nævnte Kit-objektiv er beregnet til DX sensoren, hvor den faste 85mm er et FX objektiv, men som kan bruges på begge typer sensorer. Du skal altså gange de 18mm, 55mm og 85mm med 1.5x for at få brændvidden svarende til FX. Så 18mm svarer altså til 27mm, 55mm til 82mm og 85mm til 127mm.)

Et 18-55mm f/3.5-5.6 objektiv koster ca. 1500,- kroner hvor et 85mm f/1.8 objektiv ligger på ca. 3200,- kroner. Forskellen i pris er lille, men forskellen i de billeder du får i den anden ende er meget større. Man kan faktisk få 50mm f/1.8 objektiver helt ned til omkring 1000-1300 kr, objektiver som åbner helt nye muligheder i forhold til “kit-objektivet”. Rigtig mange vælger tit og ofte 35mm f/1.8 og 50mm f/1.8 som deres næste objektiver i samlingen, billige men sikre vindere i at få endnu bedre og mere kreative billeder. Tager man “cropfaktoren” (forlængelsesfaktoren) i betragtning, så vil den kvikke hurtigt regne ud, at 35mm på DX format svarer til ca 50mm, mens 50mm svarer til 75mm i fullframe. (FX). Der er derfor mange DX brugere som vælger 35mm som “normalobjektiv” og 50mm til “portrætobjektiv”. 85mm på DX vil svare til 127,5mm for at være helt præcis og det er en super brændvidde til portrætter. Lad os sætte tingene lidt i perspektiv..:

Ved fotografering af mennesker får du følgende muligheder på disse brændvidder:

Jeg vil ikke anbefale at bruge brændvidder under 24mm til mennesker med mindre det er situationer med miljø eller mange mennesker i billedet. Er der plads til det, så vælg hellere en større brændvidde og gå lidt længere bagud hvis det er muligt.

24mm
- Så længe personer ikke er placeret ude i siden, kan det skabe flotte portrætter i miljø, er personen placeret ude i siden, vil de blive deforme (ofte trukket længere i kroppen) da objektivet forvrænger billedet til vidvinkel. Et 24mm f/1.4 er meget populært til bryllupsfotografering, koncerter og landskab. Men det er rasende dyrt!

35mm
- Er stadigvæk vidvinkel, men forvrænger ikke så meget, kun hvis man går for tæt på motivet. 35mm f/1.4 er meget populært til street, koncert, bryllup og portrætfotografering. Er lige så dyrt som 24mm f/1.4.

50mm
- Standard objektiv. Kaldes standard da 50mm svarer til det ca samme synsfelt vi mennesker har. Rigtig godt til portrætter. 50mm er meget anvendeligt til stort set alt – et typisk all-round objektiv til en pris hvor alle kan være med. Mange starter med den billige f/1.8 udgave eller f/1.4.  (Canon laver dog en f/1.2 udgave til ca. 12.000 kr!..)

85mm
- Er i mange generationer blevet kaldt “portrætobjektivet”. Det forvrænger ikke og gengiver personer flot og med en tilpas isolering fra baggrunden. 85mm er meget populært til portrætter,  kan også anvendes til andet, men bruges primært til portræt da udsnittet er fint til “halvfigur”. Fås som både f/1.8 og f/1.4 og f/1.2. (f/1.2 laves kun af Canon).

100-105mm
- Super fed til portrætter, findes primært som makroobjektiver, men det skal man ikke lade sig snyde af – de er  hurtige nok til portræt og vanvittigt skarpe. De kræver dog mere plads end 85mm. 100mm/105mm er typiske mellem-tele objektiver til makrofotografering og portræt. Hvis man som jeg er til både portræt og macro, så er de en win/win.

150-180-200mm
- Disse tre brændvidder er også super til portrætter. 150mm og 180mm laves af firmaet Sigma som laver objektiver der passer til f.eks Canon og Nikon. Da deres største blænde er f/2.8 smelter baggrunden og motiverne springer frem og står skarpe mod baggrunden. Populære til sport/action/portræt og macro, ja stort set alt. 200mm bruges primært i en 70-200mm f/2.8 zoom, men fås også som 200mm f/4 macro og 200mm f/2.0!! (f/2.0 koster over 30.000 kr.)

300mm
- Kan godt bruges til portræt og laver også vanvittige flotte portrætter, men det er en meget lang brændvidde at arbejde med. Igen er lysstærke objektiver at foretrække, f/2.8, f/4.0, men også i et 10.000-40.000 kroners prisleje. Nikon laver dog en meget populær 70-300mm f/4.5-5.6G AF-S VR NIKKOR som er skarp og kan lave nogle gode portrætter på 300mm f/5.6.
300mm er populært til dyrefotografering og sport, da disse faste brændvidder nemt kan bruges med tele-konvertere (forlænger brændvidden) uden store kvalitetstab og har rasende hurtig AF.  300 f/4 koster fra ca. 10.000 kr, hvor f/2.8 er over 35.o00 kr. Telekonvertere fås i 1.4x, 1.7x og 2.ox til ca. 3-4000 kr. (1.7x laves kun af Nikon).


Lidt om valg af blænde og forklaring på “Bokeh”.

Som tidligere nævnt, så er det valget af blænden samt brændvidden, der bestemmer hvordan baggrunden bliver i billedet og hvor blødt det ser ud, når den er ude af fokus (Bokeh).

Billedet herunder til venstre er fotograferet med et 105mm f/2.8G AF-S VR Micro-Nikkor på f/2.8. Læg mærke til hvor meget af baggrunden der er med i billedet, men alligevel ud af fokus.
Billedet til højre er et portræt, skudt med det samme objektiv på f/3.0 men her er baggrunden sløret meget mere. Dette skyldes afstanden til motivet og afstanden fra motivet til baggrunden. Læg mærke til hvor blød bokeh’en er i begge billeder! – og ikke mindst, at det er et naturfoto og et portrætfoto, begge skudt med et makroobjektiv!. :)

Billedet herunder, øverst, er skudt med et 85mm objektiv på f/2.0. Her kan man igen se hvor meget baggrunden er ude af fokus. Tag et grundigt kig på de runde “flares” (lyspletter), det er de pletter som man altid kan se på, hvor godt et objektiv er til at gengive bokeh’en. Forskellen ligger i hvor mange blændelameller et objektiv har – og om de er afrundede eller kantede. Gamle objektiver har ofte kantede lameller hvor nye har afrundede. Nogle har 7 lameller mens andre har 9 lameller. Nikon har f.eks et gammelt 85mm f/1.8D objektiv med 9 kantede lameller – hvor den nyeste version 85mm f/1.8G har 7 afrundede. Alligevel er bokeh’en faktisk markant bedre på den nye. Det er derfor ikke kun antallet af lameller men om de er kantet eller afrundet, som giver den store forskel i baggrunden. Nedenstående er skudt med 85mm f/1.4G AF-S NIKKOR som har 9 afrundende lameller.

Billedet nederst er et rigtig actionfoto, det er skudt på 300mm ved blænde f/2.8. Læg specielt mærke til hvor lille dybden er i billedet – de to spillere i forgrunden står knivskarpe mens de andre er ude af fokus og baggrunden er sløret. Forskellen i sløringen er også forskellig fra spillerne bagved og selve baggrunden – dette skyldes dybden, at jo længere væk ting er, jo mere sløret bliver de. Kigger man på baggrunden, så kan man også se hvor vanvittig flot den bliver med et objektiv i denne kaliber. (Men det er også vanvittig dyrt og tungt).

Dette var nogle eksempler og forklaringer på hvordan man kan gribe opgaven an, når der skal investeres i nye objektiver. Selv om jeg har taget udgangspunkt i portrætfotografering da det er mit speciale, så kan man sagtens tage disse tips med i valget af objektiver til andre typer fotograferinger.

Husk også, at landskaber ikke nødvendigvis skal fotograferes med vidvinkel og man ikke altid behøver at købe den dyreste tele for at fotografere dyr i naturen. Vælg objektiver ud fra interesse, pengepung – og spørg så endeligt folk med mere erfaring end dig selv. Spørg gerne et par stykker, for så finder man hurtigt ud af om man er på rette vej. Det er ærgerligt at købe et dyrt objektiv kun for et par uger senere, at finde ud af at det slet ikke er noget for en alligevel. Nogle butikker tilbyder også udlejning, det kan godt være en stor fordel at benytte den mulighed, inden man slagter sparegrisen, sætter huset til salg eller begynder at samle flasker for at få råd til “drømmeglasset”.

Afslutningsvis kan jeg fortælle, at jeg selv bruger en blanding af zoom og faste brændvidder. Der er ingen der siger, at det skal være enten eller. Man kan godt skyde koncertbilleder med et fast 24mm, 28mm, 35mm eller 50mm objektiv – men i min verden er det bare så meget nemmere at bruge en 24-70mm zoom, da det hurtigt kan være op af bakke, når man står mellem en flok skrigende fans og skifter objektiver løbende. :)

Nikon har en “Objektiv Simulator” hvor man kan prøve sig frem med de forskellige brændvidder og se forskellen mellem FX og DX format. Den finder du her..

God fornøjelse med fotograferingen!

 

Information:
Som du kan se i artiklen linker jeg til Nikon objektiver, dette gør jeg fordi jeg selv fotograferer med Nikon i det daglige. Fotograferer du med Canon, så findes de samme typer objektiver også  i deres sortiment. Se evt på canon.dk

Artiklen er senest opdateret den 20-03-2013.

25/03/2013 - 20:06

Ole Condrup - Hej Morten.

Tak. :) 85mm f/1.8G AF-S er et fantastisk objektiv, bruger det dagligt i studie. Til indendørs brug er det også anvendeligt og de 85mm burde være fint til sport, da du bruger DX sensor – ja selv på FX ved jeg mange benytter det til den slags. Du vil dog opleve, at du stadigt skal op i ISO, men burde kunne holde dig på ISO 1600-3200.

Alternativt skal du kigge på 70-200mm objektiver med VR, men så er det en helt anden pris. Sigma er dog væsentligt billigere end original Nikon og får gode reviews.

De bedste hilsner
Ole

25/03/2013 - 20:02

Ole Condrup - Hej Bjørn.

Tak for det. :)

Mvh Ole.

25/03/2013 - 09:52

Morten Krog - Hej Ole

Tak for en vidunderlig og let forståelig guide.

Jeg er begyndt at tage en del billeder for den lokale idrætsforening ved diverse stævner, og indtil videre har det hovedsaligt været indendørs i en sportshal med dårligt lys.
Resultatet har også været derefter :-(

Mit kamera, Nikon D7100 m. kitlens 18-105 kan i hvert fald ikke klare den opgave. Heller ikke med en ISO på 6400 hvor det bliver alt for “grumset”.

Vil et 85 mm F1.8 kunne klare den opgave efter din vudering?
Eller skal der andet udstyr til?

MVH
Morten

20/03/2013 - 12:16

Bjørn Garby - Jeg bukker dybt, fantastisk god guide

22/01/2013 - 22:42

Ole Condrup - Hej Mads.

Tak for ordene. :)

35mm er en fin brændvidde til det du nævner, så længe du er klar over din “crop-faktor”. Til portrætter kan 35mm sagtens anvendes, men går du for tæt på, vil du opleve lidt forvrængning.

Mit råd vil være, at starte med en 50mm brændvidde og se hvordan det er for dig – alternativt kan du kigge på Canons nye 35mm f/2.0 IS http://www.usa.canon.com/cusa/consumer/products/cameras/ef_lens_lineup/ef_35mm_f_2_is_usm – den er trods alt billigere end Canons f/1.4.

Sigmas nye 35mm f/1.4 får også mange rosende ord med på vejen og til en fornuftig pris.

Din ide med 35 og 85mm på sigt er fin, du bør dog være obs på at på APS-C crop sensor, er dybdeskarpheden ikke den samme som på fullframe, hvor du vil opnå de bedste resultater.

De bedste hilsner
Ole

22/01/2013 - 14:34

Mads Severinsen - Hej

Tak for et godt indlæg..

Jeg står selv for at skulle investere i et nyt objektiv. Jeg skyder med et canon EOS 1000d og har indtil videre kun haft standardobjektiv på 18-55 mm.

Da jeg ofte leverer billeder til aviser, magasiner etc., overvejer jeg grundigt af investere i et objektiv fra L-serien. Jeg har kig på et Canon ef 35mm f/1.4l, da jeg gerne vil undgå en zoomfunktion for at komme længere ned i blænde. Jeg fotograferer i reportageelementer, som typisk er landskaber og mennesker (dog sjældent nærportræt).

Er en fast 35 mm værd at vælge her? I så fald skal den jo kunne gå til lidt af hvert, fra landskaber, situtationer med mennesker, til måske halvportrætter.. Eller skal man starte med 50 mm? Der er jo også zoom 24-70, men den går kun ned på 2.8 i blænde..

Jeg har en plan/drøm om på sigt at have en 35 mm og en 85 mm.

Jeg vil sætte stor pris på din mening. OBS: Du skal selvfølgelig ikke forholde dig til Canons produkter, men mere de forskellige typer af objektiver, som dit indlæg jo også handler om :-)

Med håb om svar

Mads Severinsen

Your email is never published or shared. Required fields are marked *

*

*